Håndtryk

Her er hvad journalister og facere har til fælles

To meget forskellige jobs med mange ligheder.

Jeg plejer at gå hastigt forbi alle typer facere,men ikke Malou fra Amnesty International. Hun kunne nemlig noget med sit kropssprog og verbale sprog, som også er godt at kunne hvis man vil være journalist. Om det virkede på mig kan du læse i sidste afsnit.

Man kan få indtrykket, at nogle sælgere, som facere jo i bund og grund er, vil sige hvad som helst for at lukke en handel. Jeg tror, helt oprigtigt på det, Malou sagde til mig. Men uanset hvad havde det en stor betydning for vores samtale.

Facere og journalister har det til fælles, at de skal skabe tryghed og tillid – facerne bruger det til at hverve folk på gaden og journalister bruger det for at få kilder til at åbne sig op. Hvad var det så, der gjorde Malou så vildt dygtig til sit arbejde? Jeg lever af at skabe tillid og jeg ved noget om, hvilken effekt forskellige typer spørgsmål har. Desuden har jeg en stor interesse for psykologi og kropssprog, så jeg tror jeg opdagede alle Malous tricks. Nu vil jeg prøve at genfortælle og analysere forløbet:

Den indledende kontakt

Jeg kommer gående ved Storkespringvandet i København. Malou får øjenkontakt med mig, smiler. Jeg gengældter smilet, hun bevæger sig over mod mig og giver mig hånden. Så er den indledende kontakt skabt. Ved at gøre det, forbereder hun min underbevidsthed på, at der kan komme flere forsigtige berøringer senere, og da vi allerede har rørt ved hinanden bliver det mere naturligt at gøre det igen senere. Berøring er en stærk indikator for, hvor trygge vi føler os, og det er med til at skabe et bånd til den vi rører ved.

Vi er ens

Hun spørger, hvad jeg laver. Da hun hører, at jeg er journalist begynder hun at fortælle om sin veninde, der lige har fået praktikplads som journalist. Malou fremhæver noget, hun har til fælles med mig. Det er klogt, for vi mennesker kan rent instinktivt bedst lide nogle, der minder om os selv. Så skifter hun emne, og begynder at snakke om homoseksuelles rettigheder i blandt andet Rusland. Samtalen forløber nogenlunde sådan:

Hende: “Jeg kan simpelthen ikke forstå, at nogen kan have noget mod homoseksualitet. Hvad siger du til det?”

Mig: “Det kan jeg heller ikke, men der er vel altid nogle uden for pædagogisk rækkevidde?”

Hende: “Haha, ja. Det har du nok ret i. Men det gode er, at du kan gøre noget for at hjælpe homoseksuelle.”

Hun griner, selvom det ikke var morsomt ment, og først her introducerer hun det egentlige formål med samtalen: jeg skal blive medlem af Amnesty.

Hun har skabt en følelse af samhørighed mellem os, og jeg har allerede brugt tid og energi på samtalen. Vi er blevet en slags “venner” – og man går ikke bare fra sine venner uden at høre, hvad de vil sige. Så nu har hun tid til at komme med sine argumenter.

Hvad jeg får ud af det

Malou understreger, at Amnesty er uafhængig, og at pengene derfor kommer fra millionvis af medlemmer over hele verden. For kun 75 kroner om måneden kan jeg være med til at gøre en konstant forskel for homoseksuelle i Rusland og andre, der ikke lever i samme frihed som os i Danmark. Pengene svarer kun til tre franske hotdogs – og de fleste af dem kan trækkes fra i Skat. Og som medlem får jeg tilsendt medlemsbladdet. Undervejs rører hun mig blidt på skulderen et par gange. 

Først får hun mig til at associere det at give penge til Amnesty med noget positivt. Så sætter hun selve beløbet ind i en meget konkret kontekst, der er ekstremt kontrastfyldt. Jeg kan indirekte vælge mellem at støtte menneskerettigheder eller spise tre hotdogs, og på grund af fradragsretten koster det mig kun cirka. 20 kroner. Penge som jeg endda får et blad for, og som hjælper andre alle 24 timer i døgnet. Berøringerne gør, at jeg føler et endnu tættere bånd til Malou.

Dernæst finder Malou en meget simpel formular frem og forklarer, at en ung, flot fyr som mig kan være med til at gøre en kæmpe forskel. Da jeg griner lidt usikkert, svarer hun: “Jeg havde jo ikke sagt flot, hvis jeg ikke synes, du så godt ud.” Så direkte komplimenter, bruges normalt i helt andre og tættere relationer, og det får mig næsten til at glemme vores egentlige relation til hinanden. Hun bryder den kortvarige stilhed ved at se ned på formularen og sige: “Skal vi kigge på det? Jeg vil virkelig gerne give dig et stort karma-kram.”

Jeg er ikke buddhist, men hvem vil ikke gerne have noget så særligt som et karma-kram?  Så jeg blev medlem.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *